Kampen mod madspild er den eneste kamp, hvor alle er vindere

Fokus på klimaet fylder mere og mere i vores hverdag, og klimaforandringerne er efterhånden umulige at overse. Mange danskere føler sig usikre på, hvad vi selv skal gøre for at mindske CO2-udslippet. Heldigvis er det at stoppe madspild blandt de mest lavthængende frugter.

Den globale produktion af fødevarer er, ifølge FN, verdens tredjestørste CO2-udleder. Og en tredjedel af al verdens mad går, ifølge FN, til spilde – mad, som gros og produceres til ingen verdens nytte. Vi kan derfor gøre en stor forskel for klimaet, ressourcerne og kloden ved at mindske vores madspild.

Ifølge Paul Hawken, som er en af USA’s fremmeste miljøforkæmpere og hovedmanden bag Project Drawdown, der er verdens hidtil mest omfattende forsøg på at vise de mest realistiske klimaløsninger, ligger indsatsen mod madspild på tredjepladsen over verdens 10 bedste klimaløsninger.

Husk de tre tretaller:

• Den globale produktion af fødevarer er verdens tredje-største CO2-udleder

• En tredjedel af al verdens mad går til spilde

• Mindre madspild ligger på tredjepladsen over verdens 10 bedste klimaløsninger

Heldigvis peger flere undersøgelser på, at det at undgå madspild ligger blandt toppen af danskernes favorittiltag for personlig indsats for at mindske CO2-udledningen.

Og heldigvis går tingene i Danmark i den rigtige regning. Seneste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at danske husholdninger i årene 2011 til 2017 har reduceret deres madspild med 14.000 tons. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad har eksisteret i over 11 år, og det glæder os, at vores arbejde bærer frugt. Men der er lang vej endnu. Meget lang.

Og du kan bidrage til at mindske Danmarks gigantiske madspild, især når tallene peger på at det er os forbrugere, der har den største andel af Danmarks madspild.

Start med at udnytte hvad du allerede har i køkkenet, køleskabet og fryseren. Indfør “Tøm Køleskabet”-dag fx. hver søndag og “Tøm Fryseren”-uge fx. hver 2. måned.

Gå efter datovarer, når du køber ind. Datovarer er glimrende måde, hvorpå du vil spare en masse penge og også hjælpe din lokale butik med at undgå madspild. Husk blot at maden skal spises eller fryses ned – så du ikke blot flytter butikkens madspild til skraldespanden hjemme hos dig selv.

Indregn dine madrester i madlavningen, inden de bliver til rester. Kan du bruge noget i morgen til madpakken? En rest til at spæde op til aftensmaden? Det er kun fantasien, der sætter grænser. En rest kan både være en stor og en lille portion overskudsmad. Husk, at ingen rester er for store eller for små – og de skal alle spises og ikke smides ud.

Husk at lave madplaner. Mange danskere laver madplaner i dag, og det sparer dem både tid og penge. Dog skal madplanen være fleksibel, så en madplan for 3-4 dage kan give dig en mulighed for større fleksibilitet i hverdagen.

Alle er vindere i kampen mod madspild. Du sparer din tid, du sparer dine penge og du gør verden til et lille smule bedre sted. What’s not to like?